Madmodig – når teknologi skal skabe plads til samtalen

Kan man ændre en behand­lings­si­tu­a­tion ved at ændre den tekno­logi, der står midt i den? I grup­pe­pro­jek­tet Madmo­dig under­søgte vi person­væg­tens rolle i ambu­lant anorek­si­be­hand­ling. Vi udvik­lede en AR-proto­type, som flyt­tede situ­a­tio­nen fra kontrol af et tal til en fælles under­sø­gelse af mad, angst og soci­ale spisesituationer.

Projek­tet blev gennem­ført af fem stude­rende på kandi­da­tud­dan­nel­sen i Digi­tal Design og Inter­ak­tive Tekno­lo­gier på IT-Univer­si­te­tet. Det var et fælles arbejde med research, analyse, teori, koncep­t­ud­vik­ling, proto­ty­ping, works­hops, evalu­e­ring og rapport. Casen her beskri­ver derfor vores samlede projekt. Jeg bruger den som eksem­pel på den type desig­n­ar­bejde, jeg kan indgå i: at under­søge et komplekst felt, bygge noget konkret og bruge mødet med proto­ty­pen til at kvali­fi­cere både proble­met og den mulige løsning.

Når et måleredskab bliver en del af problemet

Person­væg­ten kan umid­del­bart ligne en neut­ral tekno­logi. Den leve­rer et præcist tal, som kan regi­stre­res og sammen­lig­nes over tid. I anorek­si­be­hand­ling er vægt og BMI vigtige soma­ti­ske mål, og i akutte situ­a­tio­ner kan målin­gerne være afgø­rende for patien­tens sikkerhed.

Men en tekno­logi virker aldrig kun gennem sin tekni­ske funk­tion. Den indgår i en situ­a­tion mellem menne­sker og er med til at afgøre, hvad der bliver synligt, hvad der tæller som viden, og hvem der får mulig­hed for at defi­nere, om behand­lin­gen går frem eller tilbage.

I ambu­lante forløb kan vejnin­gen derfor rumme en vanske­lig modsæt­ning. Behand­le­ren har et fagligt ansvar og har brug for målbare oplys­nin­ger. Patien­ten kan samti­dig opleve, at tallet over­skyg­ger sygdom­mens mentale, soci­ale og hver­dags­lige sider. En vægtstig­ning fortæl­ler ikke nødven­dig­vis, hvor­dan patien­ten har spist, hvor bela­stende ugens målti­der har været, eller om fryg­ten for mad er blevet mindre. En patient kan have levet meget restrik­tivt og alli­ge­vel blive vurde­ret posi­tivt på baggrund af resul­ta­tet på vægten.

Det gjorde projek­tet inter­es­sant som desig­nop­gave. Vi skulle ikke bare tegne en pænere vægt eller digi­ta­li­sere den eksi­ste­rende proce­dure. Vi måtte under­søge, om selve mødet mellem patient, behand­ler og tekno­logi kunne orga­ni­se­res anderledes.

En tidlig visu­a­li­se­ring af den konflikt­fyldte vejnings­si­tu­a­tion og den ulige rela­tion, projekt­grup­pen ønskede at under­søge. Illu­stra­tion: Kåre Buje.

To perspektiver, som begge skulle tages alvorligt

Vi begyndte med kvali­ta­tiv research blandt menne­sker, som kendte behand­lin­gen fra hver sin side. Vi gennem­førte semi­struk­tu­re­rede inter­views med en psyko­log og en psyki­a­ter med erfa­ring inden for spise­for­styr­rel­ser. De gav os indblik i den sund­heds­fag­lige vurde­ring, anven­del­sen af vægt i ambu­lante forløb og nødven­dig­he­den af at arbejde konkret med mad og spisning.

To nuvæ­rende ambu­lante patien­ter deltog gennem asyn­krone, skrift­lige inter­views. De var ikke komfortable med at møde os til en almin­de­lig inter­view­si­tu­a­tion. Derfor modtog de spørgs­må­lene skrift­ligt og kunne svare i deres eget tempo. Tilpas­nin­gen var meto­disk vigtig: Delta­gerne fik større kontrol over deres medvir­ken, og vi modtog lange, nuan­ce­rede beskri­vel­ser af behand­ling, vejning og de behov, de ople­vede som oversete.

Resear­chen afdæk­kede ikke en enkel konflikt mellem en rigtig og en forkert part. Behand­lerne under­stre­gede, at anoreksi ikke kan behand­les alene gennem samta­ler om triv­sel og bagved­lig­gende trau­mer. Patien­ten skal også arbejde med at spise, og perso­na­let har ansvar for at reagere på en fysisk farlig tilstand. Patien­terne kriti­se­rede deri­mod en prak­sis, hvor et komplekst sygdoms­for­løb let redu­ce­res til vægt, og efter­s­purgte mere indi­vi­du­a­li­se­ring og større opmærk­som­hed på deres mentale tilstand.

Vi samlede analy­sen i fem temaer: målbar og behand­lings­sty­ret prak­sis, patien­ter­nes ønske om en mere indi­vi­duel forstå­else, ekspo­ne­rings­te­rapi, samta­le­te­rapi samt mad og spis­ning. På tværs af tema­erne fandt vi et fælles behov. Både patien­ter og behand­lere havde brug for at kunne arbejde med angsten for mad. Uenig­he­den hand­lede i høj grad om formen, magt­for­hol­det og om, hvad der fik lov til at domi­nere situationen.

Vi gendesignede situationen – ikke blot genstanden

Det første spørgs­mål havde været, om person­væg­ten kunne erstat­tes. Efter resear­chen blev spørgs­må­let mere præcist: Kan man skabe en anden behand­lings­si­tu­a­tion, hvor patient og behand­ler sammen kan arbejde konkret med den angst, der knyt­ter sig til mad og soci­ale måltider?

Her var Anne­ma­rie Mols begreb the logic of care en vigtig teore­tisk ramme. I en omsorgslo­gik er behand­ling ikke blot gennem­fø­rel­sen af et valg eller bevæ­gel­sen mod en målværdi, der kan fast­læg­ges på forhånd. Mål, tekno­logi og hand­ling må løbende tilpas­ses patien­tens liv og den situ­a­tion, behand­lin­gen indgår i. Tekno­lo­gien er ikke neut­ral, fordi den er med til at fordele ansvar, eksper­tise og handlemuligheder.

Vi arbej­dede også med tanken om shared doctor­ing. Behand­le­rens faglig­hed forsvin­der ikke, men patien­tens erfa­ring bliver en aktiv del af den viden, behand­lin­gen bygger på. Det pegede mod et redskab, som ikke skulle levere endnu et facit til behand­le­ren. Det skulle i stedet give patient og behand­ler noget konkret at under­søge sammen.

Refra­m­in­gen flyt­tede dermed desig­nop­ga­ven fra hvor­dan forbed­rer vi person­væg­ten? til hvor­dan kan tekno­logi skabe en fælles, krop­s­ligt ople­vet samtale om en vanske­lig spisesituation?

Madmodig gjorde en forestillet situation oplevelig

Vores svar blev Madmo­dig: en inter­ak­tiv madbuf­fet i augmen­ted reality. Patien­ten og behand­le­ren vælger sammen en social spise­si­tu­a­tion, der ople­ves som vanske­lig – for eksem­pel en fødsels­dag. På en tablet vises en virtuel taller­ken. På et fysisk bord optræ­der en reali­stisk buffet og menne­sker omkring den.

Patien­ten rejser sig med tablet­ten, går hen til bordet og vælger virtu­elle retter. Taller­ke­nen følger bevæ­gel­sen, og maden place­res på den under­vejs. Hand­lin­gen kan stand­ses ved spørgs­mål som: Hvad mærker du lige nu? Hvil­ken del af situ­a­tio­nen gør dig utryg? Hvor­dan ople­ves denne portion? Når taller­ke­nen er fyldt, vender patien­ten tilbage til behand­le­ren, og ople­vel­sen bliver udgangs­punkt for en fælles samtale.

Valget af AR var ikke et tekno­lo­gisk mål i sig selv. En almin­de­lig app med bille­der kunne have vist de samme retter, men patien­ten ville hoved­sa­ge­ligt være betrag­ter. I Madmo­dig skulle perso­nen rejse sig, orien­tere sig i rummet, nærme sig buffe­ten, vælge og flytte maden. Det gav en krop­s­lig dimen­sion til eksponeringen.

AR gjorde det samti­dig muligt at bevare kontak­ten til det virke­lige behand­lings­rum. Patient og behand­ler kunne se hinan­den og være til stede i samme situ­a­tion. En VR-brille ville skabe en større fysisk og social afstand og kræve mere udstyr. Med AR kunne scena­riet desu­den genta­ges, juste­res og gradu­e­res uden at opstille en virke­lig buffet eller bringe patien­ten direkte ind i hele den soci­ale situation.

En konkret ret bliver udgangs­punkt for en fælles samtale om portio­ner, valg og patien­tens ople­velse. Billede: Projekt­grup­pen bag Madmodig.

Afprøvningen ændrede vores forståelse af løsningen

Vi brugte enact­ment – at spille situ­a­tio­nen igen­nem – i works­hops og evalu­e­ring. Delta­gerne skulle ikke nøjes med at høre os forklare idéen. De kunne handle i scena­riet, reagere på formu­le­rin­gerne og mærke, hvor­dan tekno­lo­gien place­rede dem i forhold til hinan­den. Psyko­lo­gen fik også mulig­hed for at opleve dele af situ­a­tio­nen fra patien­tens side.

Det er værdi­fuldt i komplekse projek­ter, fordi en desig­nin­ten­tion ikke nødven­dig­vis bliver ople­vet sådan, som desig­nerne fore­stil­ler sig. En formu­le­ring kan være tænkt som støtte og alli­ge­vel føles som kontrol. En mulig­hed for at vælge kan give hand­le­kraft, men den kan også ople­ves som en prøve med et rigtigt svar. Først når situ­a­tio­nen udspil­les, bliver sådanne forhold konkrete nok til at diskutere.

Proto­ty­pen blev evalu­e­ret med to patien­ter og en psyko­log. Patien­terne frem­hæ­vede, at desig­net gav noget konkret at arbejde med og flyt­tede fokus væk fra krop­pen. De lagde vægt på realis­men i den virtu­elle mad og på, at forlø­bet skulle gennem­fø­res sammen med en psyko­log, der kunne hånd­tere den angst, ekspo­ne­rin­gen frem­kaldte. Behand­le­ren skulle være en alli­e­ret, ikke en kontrollant.

Psyko­lo­gen kunne fore­stille sig proto­ty­pen i behand­lings­rum­met og så poten­ti­ale i at træne vanske­lige soci­ale spise­si­tu­a­tio­ner. Hun så den imid­ler­tid ikke som en erstat­ning for vægten, fordi de soma­ti­ske målin­ger fort­sat havde betyd­ning. Det var ikke et resul­tat, vi skulle redi­gere væk. Det viste en reel grænse for koncep­tet og gjorde vores konklu­sion mere præcis.

Madmo­dig kunne åbne et nyt rum for samtale og ekspo­ne­ring, men proto­ty­pen kunne ikke alene over­tage ansva­ret for den sund­heds­fag­lige vurde­ring. Projek­tets oprin­de­lige ambi­tion blev derfor udfor­dret af det, der viste sig under afprøv­nin­gen. Netop dét er en væsent­lig kvali­tet ved en under­sø­gende prototype.

Resultatet var både et koncept og ny viden

Projek­tets konkrete leve­rance var et AR-koncept og en proto­type på et dialog­ba­se­ret ekspo­ne­rings­for­løb. Men resul­ta­tet var ikke kun selve løsnin­gen. Gennem arbej­det fik vi gjort en abstrakt konflikt om målbar­hed, omsorg og patien­tind­dra­gelse til en situ­a­tion, som patien­ter og fagper­so­ner kunne opleve og tage stil­ling til.

Vi fandt et poten­ti­ale i at bruge AR til gradu­e­ret træning af soci­ale spise­si­tu­a­tio­ner, fordi den fysi­ske hand­ling og den fælles tilste­de­væ­relse kunne beva­res. Samti­dig fandt vi klare begræns­nin­ger. En digi­tal desig­ner har ikke den klini­ske faglig­hed til at fast­lægge en ny behand­lings­prak­sis, og proto­ty­pen var ikke et vali­de­ret behand­lings­pro­dukt. Videre arbejde ville kræve et tæt samar­bejde med klini­kere, patien­ter og forskere samt langt mere omfat­tende afprøvning.

Den afgræns­ning gør ikke projek­tet mindre rele­vant. Tvær­ti­mod viser den, hvor­for design i sund­heds­om­rå­det kræver både ambi­tion og tilba­ge­hol­den­hed. En proto­type kan udfor­dre en eksi­ste­rende prak­sis og gøre alter­na­ti­ver disku­ter­bare, men den må ikke forveks­les med doku­men­ta­tion for klinisk effekt.

Hvad erfaringen kan bruges til i andre organisationer

Madmo­dig hand­ler speci­fikt om anorek­si­be­hand­ling, men arbejds­for­men er rele­vant langt bredere. Mange orga­ni­sa­tio­ner har digi­tale syste­mer, målin­ger og proce­du­rer, som er teknisk ratio­nelle, men som samti­dig påvir­ker rela­tio­nen til de menne­sker, der skal bruge dem. Et tal, et obliga­to­risk felt eller en auto­ma­ti­se­ret vurde­ring kan gøre arbej­det effek­tivt og samti­dig skjule vigtig viden.

I sådanne opga­ver er det ikke nok at spørge, om græn­se­fla­den er let at bruge. Man må også under­søge, hvad syste­met får menne­sker til at gøre, hvilke anta­gel­ser det bygger på, og hvem der får mulig­hed for at bidrage med viden. En proto­type kan gøre disse spørgs­mål konkrete, før orga­ni­sa­tio­nen inve­ste­rer i en færdig løsning.

For mig samler projek­tet nogle centrale kompe­ten­cer: kvali­ta­tiv research, etisk meto­de­valg, analyse af modstri­dende behov, koncep­tuel refra­m­ing, inter­ak­tions­de­sign og fysisk-digi­tal proto­ty­ping. Lige så vigtigt er evnen til at tage imod et resul­tat, der udfor­drer den oprin­de­lige idé, og bruge det til at formu­lere et mere præcist næste skridt.

Når en opgave endnu ikke har et enkelt svar

Madmo­dig blev ikke værdi­fuld, fordi proto­ty­pen bevi­ste, at person­væg­ten kunne fjer­nes. Den blev værdi­fuld, fordi den gjorde det muligt at under­søge, hvad der kunne træde i stedet, hvad der stadig mang­lede, og hvor­for konflik­ten var vanske­li­gere end først antaget.

Det er den type opgave, jeg gerne bidra­ger til: Når en orga­ni­sa­tion har brug for mere end en hurtig græn­se­flade, fordi den først må forstå menne­skene, prak­sis­sen og de skjulte anta­gel­ser omkring proble­met. Her kan design­re­search og proto­ty­per skabe et fælles grund­lag for at træffe den næste beslutning.